En lille anekdote fra den virkelige verden #4

Jeg var i Århus (nej, ikke Aarhus) forleden dag. På vej ud fra Bruuns Galleri snubler jeg over en blind mands stok. Jeg panikker selvfølgelig og føler mig som verdens mest irriterende menneske, så jeg undskylder, følgende samtale finder sted:

Mig: "Ej, undskyld! Jeg så dig slet ikke!"
Mand: "Det er helt i orden, jeg så heller ikke dig!"

Efterfulgt af latter fra begge parter. Bless him, fordi han ikke er en muggen gammel idiot, der bliver pissesur over det og bebrejder verden fordi han er blind. Tak til ham, fordi han har accepteret sit handicap, og har røv nok i bukserne til at lave en venskabelig joke ud af det. BLESS THAT MAN, han var skøn!
Jeg kan ikke finde en gif der beskriver mine følelser, men jeg føler mig stadig som verdens største møgsvin.
:((((

Du kan læse mere om mine akavede oplevelser i anekdote #2 her og anekdote #3 her.
Tak fordi du bærer over med mig selvom jeg er en megaspasser.
Out ~

Doctor Who is back!

I dag (faktisk i går, men what) er en festdag! Doctor Who er tilbage. Jeg så episoden i går, men jeg har først haft tid til at tænke over den i dag. Holy crap, det var en fed episode! Det var første gang vi rigtig så Jenna-Louise Coleman in action, og hvor er hun altså bare awesome. Kan lide det.
En anden positiv ting som Moffat fortjener ros for. Der var ingen der døde. Good job Moffat! Well, de fleste personer døde, men det var kun midlertidigt. Derfor en kæmpe tak til Moffat for ikke at stikke os den symbolske lussing som han er kendt for. Jeg kan dog mærke den komme, hvilket bliver meget interessant.

On another note: Jeg har endelig fået set Les Mis, og den var fab! Russell Crowe er pissesej, det kommer man ikke udenom. Derudover havde de både Eddie Redmayne og Aaron Tveit, som er en fryd for øjet, og et helt cast som var en fryd for øret, lol. Jeg tog ind for at se den med mine veninder, og da den var slut sad vi tre på stribe og stortudede, hahaha, jeg flover mig. En anden lille sjov tanke: Ham der spiller Thénardier i Les Mis er også Borat, Brüno, Ali G og Pirelli. SASHA BARON COHEN LADIES AND LADS!
Her er, som altid, en gif af noget beskrivende. I dag er det hvordan mine veninder og jeg følte efter Les Mis.

Jeg tror jeg dropper det der med at spørge om noget relevant, for jeg har ikke noget at spørge om.
Out ~

Det der med at være den gode skoleelev

Hvordan synes jeg selv det går? Ikke skidegodt, for at være 100% ærlig. Fra starten af 2.g er mine karakterer gået ned ad bakke. Down the drain, så at sige. Jeg fik mit første tolvtal i november. Jeg fik mit første par biller i februar, og nu har jeg dumpet min anden opgave. Hell to the fucking yea, jeg er dumpet min SRO. Jeg tror jeg skal prise mig lykkelig for mere end én ting. For det første er det en "generalprøve" til SRP næste år, og I ved hvad man siger: en dårlig generalprøve giver en god præmiere. Så fuck yea, jeg får en god SRP. For det andet er det ikke en opgave der tæller for noget eller kommer til at stå nogen steder, så det er ikke noget der betyder noget.

Bevares, selvfølgelig er jeg skuffet. Jeg har tudet ustoppeligt siden jeg kom hjem, og jeg er stadig pissed over den opgave jeg har lavet, for den var da godt nok indbegrebet af lort. Åbenbart.
Jeg fik endda at vide at jeg sagtens kan analysere, fortolke og alt det andet pis, jeg gør det bare forkert. HVAD FUCK SKAL DET BETYDE? I beg you pardon, men der faldt jeg altså fra.
Anyway, jeg er pissed og jeg tuder mens jeg æder chokoladekiks i utrolige og urimelige mængder. Det er nemlig sådan jeg arbejder med mine følelser. Her er en gif der beskriver hvad jeg føler:

Jeg har ikke noget relevant at spørge om i sammenhængen. Så i stedet spørger jeg om det her: Kan du smage forskel på Prince chokoladekiks og Hit-kiks?
Out  ~

En lille anekdote fra den virkelige verden #3

Jeg har, i løbet af to dage, formået at blive brændt af tre gange. To gange i går, en gang i dag. Men bevares, for en gangs skyld passer det, min mor altid siger. "Det skal gøre ondt før det kan gøre godt."

Fordi guess what? Efter at blive brændt af to gange i streg  i går, luskede jeg i Stereo Studio (et eller andet skulle jeg jo lave, for jeg gad ikke hjem) for at kigge. Jeg havde egentlig ikke planer om at købe noget, før jeg fandt Black Swan til 50 kroner. Jeg bestemte mig for at tage den, og så gå over for at se om der var nogle fede serier jeg ville købe. Jeg fandt Supernatural og tænkte "hey, den kan jeg godt købe også.", indtil jeg spottede Pretty Little Liars. Jeg satte Supernatural tilbage og besluttede mig for at købe PLL i stedet. Lige inden jeg skulle betale så jeg to sæsoner af Sherlock, smed alt hvad jeg havde i hænderne og købte de to i stedet for. Jeg har brugt otte timer på at se Sherlock i dag. Min mor mener at jeg er blevet gal, meeeeeen:












Læs den første anekdote her og den anden her

Cheers og fed lørdag!
Out ~

Pretty Little Liars - LOL NOPE

For at det hele giver mening vil jeg gøre én ting klart:
Jeg er meget paranoid og alene hjemme. Ja.

Basically, jeg har lige færdiggjort sæson 2 af Pretty Little Liars. Jeg har én ting at sige: I'm so done.  Chuckie-dukker, en klam stalker, skræmme skræmme skræmme. Jeg bliver enormt paranoid når der er folk der creeper i film, så jeg sidder pt. rullet ind i en dyne og føler nogenlunde det:

Jeg er overrasket, forvirret, skræmt og den følelse man får, som man ikke aner hvordan skal beskrives. Ja, du ved sikkert hvad jeg mener, ehehe.
Og OH MY GOD da der var en vammel chuckiedukke der begyndte at tale inde fra et skab. NOPE.

Ser du Pretty Litte Liars? Lad høre! :D
Out ~

En lille anekdote fra den virkelige verden #2

Frimodul. Jeg sidder i kantinen og scroller henover mit Tumblr-dashboard. Ved bordet ved siden af sidder en dude og laver noget gruppearbejde i spansk mens han spiser pomfritter fra Føtex. Pludselig kommer hans lærer for at tjekke op på gruppen, og følgende samtale foregår:
Lærer: "Hvorfor sidder du og propper pomfritter i halsen?"
Dude: "Fordi jeg er single."
Lærer: "Hvad?"
Dude: "Ja, hvis jeg nu havde en kæreste ville jeg proppe noget andet i halsen."
Lærer:
Dude:
Lærer:
Mig: "Ej hvor er det akavet...." *synker ned bag skærmen og dør af grin og flovhed*


Her er en gif der beskriver mine følelser:















Læs den første lille anekdote her

Om at se programmer med smukke mennesker

Miss Universe, Superbowl, modeshows. Jeg ser dem allesammen. Samtidigt sidder jeg og fylder mit ansigt med is og klynker over at jeg ikke ligner dem. For real, jeg er så ynkelig. Og akavet.
Jeg er alene i weekenden, og min lørdag morgen bliver brugt på at se Miss Universe 2012. Fuck mig. De er pissesmukke at se på, og så ser man mig ligge på sofaen under dynen. Småfed, doven og deprimeret over ikke at være så smuk. Dobbeltmoralsk? Ja, det kan du tro.

I skrivende stund skal de vise nationaldragter, og jeg tager mig selv i at tænke "Godt Danmark ikke gik videre." fordi det er her jeg tænker: Vent, har vi overhovedet en reel nationaldragt?
Og bikinier? Fuck, det må da være MEKAKOLDT tænker jeg lidt. De har jo intet fedt på kroppen. Eller tøj, for den sags skyld. Men de skal danse til Levels, hvilket er cool. Men hold kæft hvor er det også koordineret.

Jeg er alligevel lidt imponeret over det, de kommer fra. Ph.d'er, professionelle dansere, MOTORSPORT, for at nævne nogle få. Og så bemærkede jeg at der var en af dem, som lignede Troian Bellisario, hvilket er nice for hun er ret lækker. Ehehe.

Men jeg klynker over ikke at være så smuk, hvad med dig? LAD HØRE! :D

Out ~