Et vredesudbrud

Advarsel: Jeg bitcher og whiner meget i indlægget nedenunder. Keep on reading, if you like. 

Jeg er ikke bare sur, jeg er fucking gal og frustreret. Og så har jeg givet op. Jeg er træt af at høre på "Nu bliver du snart voksen..." og jeg er træt af at høre på, hvor meget jeg nok ikke kan klare mig, når jeg engang fylder atten. Nej, jeg har ikke noget job. Ja, jeg elsker at shoppe. Nej, det passer ikke sammen. Men ja, jeg kan godt styre mit shoppingbehov, så gider du lukke røven? Hver aften til middag får jeg lov til at høre på, hvor meget jeg virkelig burde finde et job, i stedet for at sidde og "pille mig i røven" (ordret citat) hjemme. Hvilket forresten er fucking meget løgn. Jeg render rundt og gør rent, støvsuger, gør badeværelser rene og rydder op efter resten af familien, og alligevel får jeg lov til at høre om,  hvor fed og doven jeg er, hvor meget jeg burde få mig et job og  hvor lidt jeg kan klare mig i "den store voksenverden" LUK DA FOR HELVEDE RØVEN.
"Du skal selv betale for dit tøj, dit  hår, dine sko. OG der er forsikring oveni!" LOL, jeg betaler selv mit tøj, mine sko og mit hår i forvejen, fuckhoved, så gider du lige? Jeg er træt af det. Jeg gider ikke, konstant at skulle høre på, hvor uduelig jeg er. En eller anden dag får jeg børn, det tror de sgu heller ikke jeg kan klare. Kørekort?  Nej, fandeme nej, det er jeg for fucking dum til. En uddannelse? As if! Hahaha, nej virkelig, det tror de sgu ikke på at jeg kan. FEDT MAND, TAK FOR TILLIDEN. Skriver forresten altid i caps for at udtrykke vrede. Eller glæde, det er forskelligt. I det her tilfælde er det vrede. Jeg er enormt tæt på at give op, rejse til en ukendt destination og klare mig selv. Ligesom Robinson Crusoe. Tager en volleyball med og kalder den Anders, bare fordi jeg altid har ønsket mig en ven ved navn Anders. Tak til dig, hvis du læser det her. Tak til dig, hvis du bærer over med mig. Og tak til dig, hvis du ikke hader mig efter at have læst mit massive vredesudbrud/whinerindlæg/whatever you like.

Tak! <3
Out ~