Jeg har aldrig passet ind. Jeg har altid været hende, som folk syntes var sær, fordi jeg var anderledes. Jeg har altid været hende, folk ikke brød sig om, fordi jeg tænkte anderledes og fordi jeg ikke var bange for at være ærlig. Jeg har aldrig været bange for at sige min ærlige mening om folk, og det har gjort, at jeg i løbet af min folkeskoletid blev hende, som alle syntes var grov, flabet og irriterende. Sandt at sige, skulle jeg bare holde mig væk fra dem. Derfor isolerede jeg mig fra "de normale mennesker", som de åbenbart var. Jeg lukkede mig inde i min egen lille verden, hvor jeg var præcist den person, jeg gerne ville være. Jeg gad faktisk ikke rigtigt at snakke med nogen, så jeg sad ofte og læste når jeg ikke havde time eller var hjemme. Jeg har hørt mange ting gennem min folkeskoletid. Især fra omkring syvende klasse. "Hold kæft, hvor er du sær.", "Jeg tror aldrig jeg har mødt et så underligt menneske som dig.", jeg kunne fortsætte. Men det lader jeg være med, for jeg skulle jo nødigt hænge nogen ud offentligt.
Jeg kom på gymnasiet, og forsøgte at give et godt indtryk, så de "fremmede" måske ville gide at snakke til mig. Jeg mødte én person, som gad snakke med mig i begyndelsen, og som rent faktisk stadig gider at snakke med mig. Oven i købet har hun givet mig en masse nye bekendtskaber, hvis ikke endda reelle venner. Tak til dig, Marie, du er fantastisk.
Jeg har sådan set også mødt en person, som er næsten lige så "unormal" som jeg selv er. Hun forstår mig og mine mærkelige tanker. Vi finder de samme ting underholdende, og så er vi virkelig ens på mange punkter. Tak Lone, fordi du er nice.
Og tak til dig, hvis du kan lide mig, selvom jeg er sær. Hvis du hader mig, kan du rende mig hvor jeg er højest når jeg plukker jordbær. :))
Til slut vil jeg lige sige "I like to see myself as special. Not different, because we're all different."
Out ~
Ingen kommentarer:
Send en kommentar