Mindre fantastiske mennesker

I dag, da jeg sad i toget på vej hjem fra byen, endte jeg med at sidde i en vogn med fire ufatteligt irriterende tøsebørn. De råbte og skreg, grinede højt (!) og inddragede stort set hele vognen i deres samtale. To piger fra Kolding, et kærestepar og jeg sad og udvekslede blikke, indtil en af os rejste os og spurgte dem pænt, om de ikke nok ville dæmpe sig. Hvis du ikke kan gætte hvad de svarede, lød det noget i retning af "Hvis I ikke kan holde det ud, kan I sætte jer et andet sted." ØH NEJ, det hjælper ikke at løbe fra problemerne, de skal ordnes. Da billetkontrolløren kom gennem toget, spurgte vi hende pænt, om hun ikke ville bede dem om at dæmpe sig en smule. Nej, det behøvede hun ikke at gøre, det var nemlig ikke hendes job. UNDSKYLD HVAD? Det er simpelthen ikke dit job at sørge for, at alle passagerer har en behagelig rejse?

Flabet og grov som jeg var, på det tidspunkt, gik jeg hen til dem, satte mig ned og sagde "I har tre muligheder. A: Dæmp jer. Bare en lille smule. B: Få banket tandstikker ind under tåneglene med en hammer. Eller C: Få smurt knust chili på hornhinden. Vil I ikke nok?" Nej, det ville de ikke, jeg kunne jo bare gå min vej. Stakkels piger, der skulle til Kolding. Flygtede heldigvis efter to stop, så det var kun godt tyve minutter jeg skulle trækkes med dem. Det var cirka tyve minutter for længe, tak.
Piger der ikke tager hensyn til mennesker omkring jer: må i dø en langsom og smertefuld død. DSB-personale: rend mig så langt oppe, at I ikke kan se lys. Farvel.

Out ~